A

Du gi'r 10 minutter. Dit barn får hele dagen

Hvis du gi'r 10 minutter om morgenen, så får dit barn hele dagen hver dag i en pasningsordning beliggende fuldstændig idyllisk på landet med marker, skov, dyr og selvfølgelig mig.
 
Min private pasningsordning ligger 5 minutters kørsel fra Sabro, 5 minutter fra Tilst afkørslen på motorvejen, 5 minutter fra Framlev afkørslen på motorvejen ved Harlev og 5 minutter fra Lading.
Så du skal kun bruge 5 minutters kørsel hver vej for at give dit barn nogle fantastiske omgivelser at boltre sig i, mens du er på arbejde.
 
Hvem er jeg og hvad kan jeg tilbyde?
Det kan du læse mere om nedenunder. 
Mit navn er Anne Troelsen og jeg er 46 år.
 
Jeg er gift med Jørgen og sammen har vi 3 dejlige børn på 20, 17 og 14 år.
 
Jeg har passet børn, siden jeg som 8 år gammel fik lov til at køre tur med naboens lille søn i klapvognen.
 
Først som barnepige, mens jeg boede hjemme hos mine forældre, så som au pair pige i Bruxelles og så mens jeg tog uddannelse som jurist, hvor jeg både var barnepige men også ansat som aflastningsmor for en pige af Århus Kommune.
 
Siden fik jeg mine egne børn men havde job langt væk, så jeg var rigtig meget væk fra dem.
 
Derfor tog jeg for godt 8 år siden den store beslutning at sige mit job op og blive selvstændig børnepasser under Frit Valg ordningen.
 
Og det har jeg ikke fortrudt.
 
Nu kan jeg være hjemme om morgenen, når mine børn slår øjnene op og jeg er her, når de kommer hjem fra skole.
 
Og så får jeg lov til at arbejde med det, jeg holder allermest af: nemlig børn.
Hver dag får jeg lov til at tilbringe i selskab med de skønneste unger, og får lov til at gi' dem de allerbedste muligheder for at udvikle sig til robuste børn og få en god start på livet.
 
Og hvad kan man så ønske sig mere!
 
Jeg brænder for at gi børnene i min pasningsordning det allerbedste.
 
Både af tryghed, varme, nærvær og opmærksomhed men også af læring og træning af sociale kompetencer. 
 
Mine kompetencer
(Udover at have passet børn i 38 år) 
 
Efter min jurauddannelse har jeg færdiggjort størstedelen af diplomuddannelsen på børn og ungeområdet. Det er en efteruddannelse for socialrådgivere på familieområdet.
Det betyder, at jeg har fået intensiv undervisning i den nyeste forskning omkring børns udvikling og trivsel.
Det har jeg, fordi jeg i flere år arbejdede i en familieafdeling som sagsbehandler.
 
Derudover videreuddanner jeg mig i min fritid bla. på Folkeuniversitetet.
Jeg har f.eks deltaget i flere kursusforløb om hjernen og om læring, for at blive klogere på, hvordan jeg bedst muligt stimulerer børnene, så de udvikler sig optimalt og får aldersbaserede udfordringer og det sammenholder jeg med de forelæsninger om børns udvikling, som jeg også har taget på Folkeuniversitetet og bruger det, når jeg tilrettelægger tema-forløb for børnene.
Læs meget mere om det under "Mål og værdier"
 
I forbindelse med Århus Kommunes tilsyn med os private pasningsordninger, deltager jeg flere gange om året i temaaftener med oplæg af konsulenter og lign.
Det har bl.a været om kost til børn, om Marte Meo principperne, om robuste børn og om dialogisk læsning.
 
Udover at bruge min fritid på at efteruddanne mig på børneområdet, så bruger jeg en del fritid på at være formand for vores forening for selvstændige børnepassere, samt talskvinde for vores Landssammenslutning af foreninger for selvstændige børnepassere.
 
Jeg synes, det er spændende at arbejde for foreningens formål, som bl.a. er at sikre faglig udvikling og at styrke det kollegiale fællesskab for de selvstændige børnepassere til gavn for os og de børn, vi passer.
 
Jeg har i flere år været formand for skolebestyrelsen på Sabro-Korsvejskolen. Lige nu er jeg engageret i forældrerådet i min yngste datters klasse.
Jeg synes, det er enormt berigende og meget spændende at være med til at præge udviklingen på mine børns skole. 
 
 
Anne Troelsen | Skivholmevej 45, Borum, 8471 Sabro  | Tlf.: 20 12 88 24